Kun det dejlige, ikke det dumme

I morges da jeg tog tøj på, sagde Anna: "Wauw, du er så flot, mor, det er lige din stil!" (Jeg sender en venlig tanke til Karin, som har købt den skjorte, jeg havde på). Jeg takkede for de pæne ord og skyndte (igen) på Anna, som har uTROligt god tid om morgenen, hvorefter hun sagde: "Men mor, det er bare, fordi du er så flot, at jeg slet ikke kan få øjnene væk fra dig!" Da vi lidt senere endelig kom ud af døren, spurgte jeg hende, om ikke vi kunne lave en aftale, så hun kunne blive lidt bedre til at gøre de ting, jeg siger, hun skal om morgenen. Det mente hun godt, hun kunne, og så afslørede hun hemmeligheden: "Mor, det er, fordi jeg ikke hører ALT det, du siger. Jeg hører kun det dejlige, ikke det dumme!" Og er det ikke i virkeligheden sådan, alles hørelse er indrettet?