En epoke er slut

Jaja, det lyder måske lidt teatralsk og en anelse dramatisk, men ikke desto mindre føles det som et stort (og dejligt) skridt, at jeg på mandag skal tilbage på arbejde, mens Otto hænger ud i vuggestuen. Her har vi gået og kysset og krammet og hygget i næsten 9 måneder, og mit hjerte bløder da også en lille smule ved tanken (og ja, jeg måtte lige fælde en tåre eller flere, da Otto var alene i vuggestuen i en time for første gang i sidste uge).

For Otto er alt det nye allerede godt i gang. Han startede i sidste uge i vuggestuen, de sidste par dage alene og med formiddagslur. Det er gået rigtig, rigtig godt. Han er glad for de voksne, og vil gerne både spise, sove og kravle rundt blandt de andre børn og pludre og grine. Det er dejligt. Han er træt om aftenen og sover godt og længe om natten. I det hele taget er han bare blevet en store baby nu. Sidder selv, kommer godt rundt uden dog at kravle på alle fire endnu. Siger både dada, jaja og flere andre sære ting, vinker og klapper (næsten) på kommando, spiser som en lille hest, rugbrød, rugbrød og rugbrød.

Nu har jeg tre dage tilbage, hvor jeg i flere timer ad gangen er kun mig selv... Jeg håber, det lækre sensommervejr fortsætter, så jeg kan nyde det ekstra meget.

De tre lækre:















Anna skyder med vandpistol...



















Når man en gang imellem få lov at flette Annas hår, er det med at gribe chancen. Den slags ender dog typisk desværre med, at hun løber ud og hiver elastikken ud af håret, fordi der er et eller andet udefinerbart galt med det hele...