Endelig, endelig?!

Hverdagen er en travl en, så selvom jeg ofte tænker på at opdatere bloggen, bliver det aldrig til mere end tanker. Vi er alle sammen glade og har det godt. Anna er glad for at gå i skole. Hun øver sig i at være opmærksom, i at lytte, at gøre, hvad der bliver sagt, og at holde orden på sine ting. Det skal man nemlig, når man går i skole – fandt hun ud af til skolehjemsamtale! Og da det godt kan være en udfordring at blive god til de ting, er det dejligt, at hun er meget dygtig og interesseret i alt det med tal og bogstaver. En dag, da de sad og skrev tal og lagde sammen, sagde John, at man skal blive god til at regne, for det er det vigtigste i verden, hvortil Anna svarede: ”Nej, far, det vigtigste er, at man elsker sin far!” (Jo, det sagde hun faktisk). Om morgenen cykler hun i skole sammen med mig, eller kører sammen med John. Man kan i den grad spore en vis stolthed ved at være en stor pige, som kan mange ting selv.

Otto har det også godt. Han er en stor, stærk dreng, som efter at have mavet sig frem i lang tid, begyndte at kravle på alle fire for en måneds tid siden (det vil sige, da han var ca. 10 mdr.). Ikke længe efter begyndte han at rejse sig op ved alle ting, og for et par uger siden samlede vi hans gåvogn, som han straks rejse sig op og begyndte at gå med. Det går stærkt! Han er vild med Anna. Han følger med i alt, hvad hun gør, og når vi sidder ved bordet forsøger han hele tiden at holde kontakt med hende, så de kan pjatte og grine. Hvis hun ikke reagerer, lægger han hovedet på skrå og kalder på hende. Han er begyndt at formulere sit første, vigtige ord, nemlig mam, som naturligvis er mad! Og så kan man også begynde at spore et ’a det’ (hvad er det). Tænk sig, om en måned bliver knægten et år! Han er kærlig og rar, og kan lide at putte sig og kramme. Han sover godt om natten og om dagen, falder i søvn uden ballade og er i det hele taget bare dejlig at være sammen med.

Billeder af diverse og sådan kommer snarest...