Den første hele skoleuge lakker mod enden, og det er en blandet fornøjelse for Anna at være en stor skolepige. Når hun kommer hjem, er humøret meget svingende. Ofte er hun glad, men der skal ikke meget til at gøre hende rigtig, rigtig sur, og hvis hun får at vide, at hun SKAL gøre noget, passer det hende meget sjældent. Jeg forestiller mig, at hun har anstrengt sig hele dagen for at være sød og gøre, hvad der bliver sagt, og når hun så kommer hjem, skal hun i hvert fald slet ikke rette sig efter nogen.
"Det er KEDELIGT at gå i skole, man skal hele tiden lave opgaver, og man må ingenting bestemme," sagde hun for et par dage siden. I morges spurgte hun John: "Må man egentlig holde fri fra skole ligesom fra børnehaven?" Og svaret var jo, at det må man faktisk ikke. Man SKAL i skole, ligesom man skal på arbejde. Det var dårlige nyheder. Det er også svært for hende at leve med, at hun skal gå i skole i mange, mange år, men jeg har lovet hende, at det snart bliver rigtig sjovt. Og allerede i dag skete der noget, som gjorde hende lidt gladere for skolen. Klassen havde været på skolebiblioteket, hvor Anna havde lånt to bøger med hjem, som hun glæder sig til at læse.
I dag gik vi forbi hendes børnehave, hun kravlede op på hegnet og kiggede ind. Der var ikke nogen, hun kendte, og selvom hun sagde, hun gerne vil tilbage i børnehave, blev vi enige om, at det nok var kedeligt, fordi alle hendes gamle venner fra børnehaven jo også er startet i skole nu. Da vi gik videre, sukkede det kære pigebarn dybt og sagde til Otto i klapvognen: "Ja, det var så min barndom." Der kan man bare se...
Lang opsamling
12 år siden
