Annas første skoledag

I dag var det Annas første skoledag. Jeg skal ikke sige mig fri for at have været ganske spændt på denne dag, jeg ved ikke helt hvorfor, det er bare noget stort og specielt at skulle starte i skole, synes jeg. Anna har også glædet sig og været klar i nogle dage. Børnene kender jo allerede hinanden fra SFO-en, så der var ikke den store generthed bortset fra den almindelige benovelse og spænding over at være midtpunkt. Vi startede med at samles alle forældre og børn og blev budt velkommen af inspektøren, sunget velkommen af femteklasserne, som skal være venskabsklasser, og der var flag, basser (til forældrene) og paparazziforældre en masse. Otto og jeg gik forlod voksensnakkeriet, men lurede ind gennem døren og så brudstykker af inspektørens powerpointpræsentation, som åbenbart var topny formidlingsform og genstand for metakommentarer flere gange. Ak ja, måske kommer jeg bare fra en helt anden verden? :D Nå, men BØRNENE (og det var jo dem, det handlede om), mødte de to børnehaveklasselærerinder, som præsterede at få flokken til at synge to fine sange for forældrene (blitz blitz, filme filme), hvorefter vi så klasselokalerne, hvor de havde fået navnekort (en fin sten med maling og lak, vist nok lavet af venskabsklasserne), et par skrivehæfter og mapper med opgaver, og hver sin plads med hver sit billede af solsikken. Det var alt sammen meget, meget fint, og Anna var lykkelig. Hun var også den absolut sidste til at forlade klassen, fordi alle farveblyanterne skulle ligge i samme regnbueorden, som hun og John så fint havde lavet i går. Og da vi gik, spurgte hun børnehaveklasselærerinden (som jeg altså ikke lige i skrivende stund kan huske, hvad hedder): "Hvornår starter næste time så?" Heldigvis var skuffelsen ikke overvældende, da hun fandt ud af, at den første dag var slut - så hurtigt! Med hjem ville hun ikke, så hun kastede sig ud i leg med andenklassedrengene på legepladssen ved SFO-en, hvor jeg hentede det trætte, trætte barn senere på eftermiddagen. Første skoledag: Spændende og sjov for Anna, og for mig var det en milepæl, som mere end noget andet fik mig til at tænke over, at jeg virkelig, virkelig er voksen. Tænk sig, jeg har et skolebarn. Et skolebarn!