En tilståelse

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har stjålet fra min moders pottemund, selvom det vist er noget, børn jævnligt prøver. Til gengæld tillod jeg mig i går at snuppe to femmere i Annas Kitty-pung med en hel del mønter i. Det er penge, hun "samler ind", hvis de bare ligger sådan og ligger, og et par kroner hun har tjent ved oprydning osv. Ja, jeg var i bekneb. Jeg havde glemt at hæve den sidste hundredekroneseddel, så jeg havde til rengøringsdamen (hurra for hende, hun er godt nok god), som skulle komme første gang i går, efter at jeg helt hovedløst havde fyret de gamle. Nå, jeg måtte skrabe sammen af, hvad jeg kunne finde rundt omkring. Jeg tænkte: "De der penge, aner Anna da ikke, at hun har, hun har ikke styr på, hvor meget der er..." osv. Men i morges kom nemesis. Anna fandt pungen frem og hældte mønterne ud på sin seng. Hun sorterede dem i små bunker, og kom så ud til mig i køkkenet og sagde: "Mor, der mangler nogle penge. Før havde jeg tre af de her store nogen, nu er der kun en tilbage, det er RIGTIGT!" Av, mor. Så måtte jeg gå til bekendelse og sige, at jeg havde lånt dem til at betale rengøringsdamen med, og selvom det langt fra var populært i morges, så håber jeg, hun har tilgivet mig, når jeg om lidt henter hende i SFO. Altså jeg havde faktisk ikke tænkt mig at erstatte dem, og skam tage mig. Nu må jeg betale tilbage, og Anna ved nu noget om pengelån. Jeg har dog ikke været så uforsigtig at fortælle hende om renter også...